Fortællingen om projekt PIP

Fortællingen handler om dengang 2 af vores høner indgik kompagniskab og blev enige om dels at lægge æg, at ruge og blive til skrukhøns på samme tid. Og kompagniskabet foregik  i samme rede og på samme æg. Ingen havde nogensinde fortalt dem, at ruge generne for længst er blevet bort avlet i nutidens hønsehold. De var bare blevet enige om at de begge to havde det så dejligt i vores lille fritgående hønseflok, at de fik lyst til at stifte familie og lade generne bestå.

Som sagt, så gjort. De gik i gang, lagde tilsammen 12-14 æg, og satte sig begge til rette – de næste 30 dage på vand og brød, eller hvad der nu kunne nås af spiseligt, når æggene en sjælden gang skulle vendes - for at få den helt rigtige tempererede og kærlige pleje, som nu hønsemødre gør bedst.

Endelig, efter lang tids ihærdig og omhyggelig pleje, begyndte der at komme lyde fra æggene, og pludselig en dag så den første lille kylling dagens lys. Menneskene kiggede forundret til, men gjorde ellers intet, udover at lade naturen råde.

Næste dag var der stor opstandelse i hønsegården og i menneskeboligen. Den førstefødte var kommet udenfor redens trygge rammer, og lå nu, en meter fra rugemødrene  på det kolde stengulv. Menneskemor  trådte i aktion og samlede det lille kræ op i sine varme håndflader, men sukkede derefter opgivende. Det lille kræ var jo iskold! Der var vist ikke meget liv tilbage i den lille kylling, og så bare efter at have set livets lys en enkelt dag.

Menneskemor, der er en meget følsom type, gav sig til at filosofere over det lille liv, der havde haft så lang og sårbar en vej til verdenen, men så kort en tid at leve i.  Men pludselig, langt henne i filosofiens tankegang, mærkede hun noget vådt på håndfladen. Kyllingen havde åbenbart ikke helt forladt denne verden, for efterladenskaberne fra den lille´s tarmsystem lod sig ikke fornægte! Åh ja, tænkte menneskemor. Nu er det i hvert fald slut, for det er netop den sidste rest at selvkontrol der forsvinder, når man forlader livet. Hun filosoferede derfor videre, levede i nuet, for livet og det lille kræ.

Pip…..lød det pludselig, ganske svagt, og meget langt væk. Menneskemor rystede filosofien af sig, strammede sig an, og en anklagende stemme indeni formanede hende til at komme til fornuft, forlade hønsegården og komme videre med dagens gøremål.

Endnu et pip, og derefter en bevægelse fra det lille kræ. Der var liv!

Menneskemor fik travlt, ind i huset, og en gammel vaskeklud røg i mikro ovnen, et minut, så var den dejligt varm.  Kyllingen blev pakket indeni, en tøjklemme blev sat på for at holde på varmen, og så……vente!

Endnu en ide. En hvedevarmer måtte være sagen, vaskekluden blev alt for hurtigt kold. Så hvedevarmeren fik samme tur i mikroovnen og kylling og vaskeklud blev pakket forsigtigt indeni. Så…..vente!

Efter et kvarter blev der lettet lidt på klemmen og kyllingen lå stadig på siden, men havde nu fået åbne øjne. Efter endnu et kvarter havde den vendt sig  og lå nu på maven.  Klemmen blev løsnet helt og efter endnu et stykke tid, begyndte benene så småt at stikke frem, kyllingen blinkede med øjnene og kiggede sig nysgerrigt omkring.

Se billederne af "Projekt PIP" HER:

Historien om "Projekt PIP" er privat, og må ikke kopieres uden særlig tilladelse.